Sommerlejr 2011

Klik her for link til deltager interviews!

Fredag

Sidste dag på sommerlejren startede med at bagagen skulle pakkes, værelserne skulle gøres rene og hytten skulle gøres klar til festaften med forældrene. Vi har brugt ugen på at lære om de 4 elementer, og derfor skulle den sidste dag selvfølgelig bruges på at se på resten af universet! Derfor tog vi på løb, hvor vi besøgte en masse planeter, bl.a. Mars, Pluto og Jupiter!
Da alle forældrene kom senere på eftermiddagen - spiste vi sammen, hvorefter vi nød afslutningslejrbålet!

Fra alle lederne i FDF Fredensvang

Tusind tak for en kanon sommerlejr!



Torsdag
I dag har vi afholdt Ildens Dag. På trods af regnen fik vi lavet masser af bål. Vi startede ud med at stege grillkyllinger og lave saltbagte kartofler. Til dessert fik vi snobrød vendt i hvidtøl og kanelsukker. Ellers er dagen gået med en masse bål, brændehugning og ildaktiviteter. Der var også enkelte børn og voksne, der var modige nok til at tage en dukkert i det store badebassin, selvom det regnede nok til at bassinet flød over. Om aftenen var der fællessang og historiefortælling ved Karna, som alle nød meget!

I morgen skal vi kigge på resten af solsystemets planeter, rydde op og gøre klar til afslutningsfest.
Godnat!


Onsdag
I dag har vi afholdt Vandets Dag. Vi startede med at stå ret tidligt op, da vi skulle med bussen ud til Følle Strand. 
På stranden hyggede vi os i mange timer. Eksempelvis lavede vi sandslotte med kanaler og begravede Andreas og Sebastian i sandet - og forklædte dem som en havfrue med to hoveder! Men det meste af tiden brugte vi på at bade og lege i vandet.
Da vi skulle hjem, fik vi alle en Twister-is til gåturen. Da vi kom hjem kom alle børnene i bad og fik rent tøj på, hvilket var tiltrængt for nogle. 
Eftermiddagen bød på fri leg, men efter boller i karry til aftensmad spillede vi rouladerundbold, hvilket var en stor succes. 

Morgendagen byder på Ildens Dag, med masser af bål og andre flammende aktiviteter.
Godnat!

Tirsdag
I dag har vi haft Luftens Dag. Det betød at vi skulle kigge på alt, hvad der rører sig i luften! I formiddags byggede vi uglekasser - så håber vi på at få besøg af natuglen. 
Selvfølgelig byggede vi også drager og var ude at flyve med dem. Sidst men ikke mindst lavede vi store varmluftsballoner! Tutten åbnede efter frokost. Her blev der handlet - specielt pinocchiokugler. Badning i det STORE badebassin blev det også til. 
Til aftensmad fik vi "flyvefiskefrikadeller" med nye kartofler og koldskål til  dessert. Et dejligt lejrbål var der selvfølgelig også! :-)

I morgen skal vi til stranden og holde Vandets Dag, vi håber på godt vejr!
Godnat!

Mandag

I dag har vi haft Jordens Dag. I formiddags var vi på et jord-løb, hvor vi blandt andet har lavet sandslotte, gravet guld, leget "jorden er giftig", samt andre "jord-ting". Efter frokost åbnede den populære tut for første gang og alle købte for 10 kr. slik. Derefter åbnede det store badebassin, og selvom det var koldt, så kom næsten alle i. Eftermiddagsaktiviteten var at grave et stort hul, hvori vi lavede et kæmpe mudderbad. Dette var en stor succes. Aftensmaden var også relateret til jorden, da vi lavede tre lækre jordstege. 

I morgen skal vi holde Luftens Dag, men mon ikke der også bliver tid til at bade igen? :-)
Godnat!








Søndag
Så er vi kommet afsted på Elementernes Sommerlejr!

I dag har vi gået en hyggelig tur fra Ryomgård til Skovhuset, og selvom det var overskyet holdt det tørt, så alle var glade. 
Vi har fået indlogeret os på værelserne Bølgen, Ilden og Bladet, og 2. tumlingene har sat telt og hængekøjer op. 
Herefter havde den dejlige tante Ellinor lavet pasta med kødsovs til os, og alle blev mætte. 
Om aftenen havde vi besøg af pingvinen Frederik, som ledte efter majs uden held, til det store åbningslejrbål.

I morgen skal vi holde Jordens Dag, og der skal bades i det store 14000 liters badebassin - og måske også i et mudderbad.
Godnat!

ĉ
Andreas Kyk,
12. jun. 2011 05.03
Comments